Destabilizer

Destabilizer blev dannet i Horsens på Platform K i 2020 af medlemmerne Thomas Haxen, Niels Sonne og Kenneth Bunzel. Bandet startede med en klar vision om at spille old-school thrash metal. Stilen udviklede sig hurtigt til et "bastard child" imellem bands som Sodom, Exodus og Exumer samt de mere guitar-tekniske Razor og Voivod. Med klar enighed om den musikalske retning udgav Destabilizer hurtigt de to DIY-prægede demoer "Rampage (2021)" og "Panopticon (2021)," som blev efterfulgt af en lang række mindre klubshows rundt omkring i Danmark. Trioen blev her bekræftet i, at de havde fat i den helt rigtige formular.

 

To år efter udgav bandet deres debutalbum "Violence is the Answer," hvor en klar visuel dagsorden blev lagt for dagen igennem kunstneren Mario Lopez (Evil Invaders, Vulture, Killing etc.). Lyden var rå, og udtrykket var voldeligt og provokerende i stil med de helt gamle legender fra 80'erne. Som en fan fra et show sagde: "Denne her plade er Bonded By Blood – Danish edition."

 

Med en klar musikalsk, lyrisk og visuel vision har Destabilizer nu udgivet deres andet album, denne gang på det tyske label Iron Shield Records. Titlen er Monopoly on Violence, og det er hurtigere og mere blodigt, men holder stilen fra det forrige materiale. Igen har Mario Lopez lavet det visuelle, samtidig med at bandet har forfinet deres formel og lavet et langt mere gennemført og aggressivt stykke arbejde. Mixet og mastereret af Quentin Høegh Nicollet fra Black Sun Audio. Dette album tager ingen fanger og vil stå unikt blandt andre danske thrash-udgivelser!